Racerbåde er modelskibe, der er designet og bygget til høj fart.
Nogle motorskibe kan med rette kategoriseres som racerbåde – og omvendt. Som oftest er racerbåde dog kun udstyret med en eller to kraftige motorer til fremdrift, et stort batteri og et 2-kanals radioanlæg.
Lightning fra Robbe er en typisk racerbåd. Den leveres med alle hoveddele færdigstøbt i plastik. Med en kraftig el-motor kan den nå en hastighed på mere end 30 km/t. Som radioanlæg behøves kun et 2-kanals anlæg. End- videre skal der anskaffes nogle gode, store batterier og en god elektronisk fartregulator og ladeapparat – der fx kan lade batterierne op fra bilens batteri. Samlet byggetid er ca. 20-30 timer.
De fleste racerbåde kan opnå en fart på 30-50 km/t eller mere. Racerbåde bruger meget strøm og du skal derfor have et stort batteri af typen NiCd eller NiMH. Det kan være en god ide at have flere batterier liggende klar, så du kan skifte de tomme batterier ud. Supplerer du med en hurtiglader, der kan lade dine batterier op via et bil-batteri, kan du få mange timers sjov sejlads.
San Diego fra Robbe er et godt eksempel på en motor- båd, der også kan kaldes en racerbåd. Med sine 2 el- motorer kan den nemt følge med en typisk racerbåd.
Racerbåde giver også mulighed for tuning – du kan fx senere skifte motoren ud med en kraftigere type, skifte propellen ud med en større propel, montere vandkøling på motor og fartregulator m.m.
Nogle typer racerbåde kan udstyres med en brændstofmotor, men der knytter sig strenge miljøregler for hvorhenne og hvornår man kan sejle med disse racerbåde.
Verdens hurtigste modelracerbåd med el-motor kan sejle ca. 200 km/t.