Nødvendigt udstyr

For at få en velkørende modellastbil er der nogle ting, som er nødvendige og nogle ting, som er rare at have.

Nødvendigt udstyr

  • Lastbil
  • Radiostyring
  • Lastbilmotor
  • Fartregulator
  • Servo til styretøj
  • Servo til gearskift
  • Batteri til kørsel
  • Oplader

Lastbil

Lastbilerne findes i mange forskellige udgaver; amerikanske og europæiske, 2-akslede og 3-akslede.

Hvilken model du vælger, er for så vidt underordnet, da alle lastbilerne fra Tamiya deler reservedele. Det betyder, at du fx kan bruge de trækkende aksler fra en amerikansk model på en europæisk model.

Du skal altså blot vælge den lastbil, der tiltaler dig mest.

Radiostyring

Som noget af det første, der skal gøres, når du samler lastbilen, er at nulstille servoerne, der skal bruges til styretøjet og gearkassen.

Det er derfor en god ide at have radioanlægget på plads, inden du begynder at samle lastbilen.

Lastbilen kræver minimum 2 kanaler for at køre:

  • 1 kanal til fartregulatoren (trinløst frem/stop/bak)
  • 1 kanal til styretøjet (forhjulene)

Men i praksis er flere kanaler nødvendige, da du også kan lave lastbilen med gearskift, tænd/sluk af lys og lyd, af- og tilkobling af trailer m.m.

Det er er min erfaring, at et radioanlæg med 9 kanaler er et absolut minimum. Og flere end 9 kanaler er en god ide – endda en rigtig god ide. Køber du et radioanlæg med fx 4-6 kanaler, vil du efter kort tid finde ud af, at det er for lille. Dermed er pengene spildt. Så køb stort nok fra starten – det er den billigste løsning. Vil du være sikker på, at du har kanaler nok, så vælg et radioanlæg med 12 kanaler (ja, det lyder vildt, men du får brug for dem).

Her er en typisk liste med de funktioner (=kanaler), som du får brug for i en lastbil:

  1. Motorstyring (trinløst frem/stop/bak)
  2. Styretøjet
  3. Gearskift
  4. Tænd/sluk af motorlyd
  5. Tænd/sluk af kørelys
  6. Tænd/sluk af langt lys
  7. Aktivering af horn
  8. Advarselsblink
  9. Afviserblink (højre/venstre)
  10. Tænd/sluk af rotorblink
  11. Åbne/lukke skammelen til af- og tilkobling af trailer
  12. Funktion på trailer (fx tippe eller rampe)

På nogle lyd- og lysstyringsmoduler (fx Beirer, Servonaut eller Graupner Soundswitch) vil nogle af lysfunktionerne kunne styres af den samme kanal. Et modul som Graupner SXM kan på 1 radiokanal styre op til 4 forskellige tænd/sluk-funktioner.

Radioteknologi

Det kan varmt anbefales at anskaffe et radioanlæg, der arbejder med 2,4 GHz-teknikken. Denne type anlæg er ikke modtagelige over for fremmede radioforstyrrelser, og gør det muligt blot at tænde anlægget og køre – selvom der er er andre lastbil-kørere i nærheden.

Køb et radioanlæg fra en af de store producenter. Billige kinesiske anlæg virker ikke tilfredsstillende.

VIGTIGT! Tamiya’s MFC-01 (som er et lyd- og lysstyringsmodul til lastbiler) kan ikke arbejde sammen med 2,4 GHz radioanlæg.

Lastbilmotor

Den motor, som Tamiya har lagt i kassen, er ikke brugbar. Du skal derfor investere i anden el-motor, der er udviklet specielt til lastbiler. Priser fra ca. 100,- og opefter. Læs mere her!

Fartregulator

Vælger du Tamiya’s MFC-01 er der fartregulator med i modulet. Men MFC-01 kan ikke anbefales.

En god fartregulator er fx Graupner’s Speed Profi 40, der fungerer fint sammen med de el-motorer, der er udviklet til lastbiler. Ønsker du en mere avanceret fartregulator, som fx kan give en bedre bremsefunktion, kan Multi 25 Truck fra aero-naut anbefales.

Servo til styretøj

I følge Tamiya’s samlevejledning er en almindelig, standard-servo passende til styretøjet. I praksis har det vist sig, at den ikke er stærk nok (trækkraft 3 kg). En servo med en trækkraft på mindst 9-10 kg er nødvendig. Og gerne en servo med metalgear og kuglelejer.

Servo til gearskift

Servoen til gearskiftet kan sagtens være en almindelig, standard-servo, da det ikke kræver meget at skifte gear.

TIP! På den gennemgående aksel til gearkassen, som servoen skal forbindes til, sidder der 2 fjedre i hver sin ende inden i gearkassen. Disse fjedre sikrer, at gearkassen altid står i 2. gear, med mindre du har valgt fx 1. gear. Fjern fjedrene. De belaster servoen unødvendigt.

Batteri til kørsel

NiMH

Batterier af typen NiMH har i mange år været meget populære til lastbiler. Tamiya’s leverer også en batteriholder med i samlesættet, der er beregnet til et almindeligt, 6-celle batteri (7,2 volt). Denne type batteri fås i dag med en kapacitet på op til 5000 mAh, hvilket giver ca. 2-3 timers køretid.

LiPo

Oftere og oftere ses kørere, der anvender batterier af typen LiPo, da disse kan oplades meget hurtigt (ca. 1-2 timer). Batterierne kan indeholde mere strøm, og de er generelt mere villige til aflevere strømmen. Vær opmærksom på, at LiPo-batterier kræver en særlig LiPo-lader, og at fartregulatoren skal have LiPo-cutoff. Har fartregulatoren ikke LiPo-cutoff, kan der købes en lille, elektronisk dims, der holder øje med batteriet.

Oplader

Ladeapparatet skal kunne oplade de valgte batterier. Om laderen skal have avancerede funktioner, er op til dig. Men en god allround lader koster fra ca. 350,- og det er måske bedre at købe et ekstra batteri frem for en avanceret lader.

Ekstra udstyr

  • Lyd- og lys-styrings-modul
  • Lys
  • Servo til skammelen
  • Rotorblink
  • Fjernlys
  • Arbejdslys
  • Trailer

Lyd- og lys-styrings-modul

Tamiya MFC-01

Tamiya laver et godt lyd- og lysstyringsmodul kaldet MFC-01. Dette modul har både nogle fordele og ulemper. Som den største fordel er, at modulet kommer komplet med det hele; det er blot at installere det. Ulemperne er, at det ikke kan anvendes sammen med 2,4 GHz radioanlæg, og at modulet ikke kan udbygges og der ikke kan tilsluttes yderligere funktioner.

Servonaut

Modulerne fra tyske Servonaut er i en særdeles god tysk kvalitet. De fås flere forskellige moduler, der alle er udviklet specielt til lastbiler. Godt, men dyrt. Fungerer fint sammen med 2,4 GHz radioanlæg.

Beier (Graupner)

Tyske Beier laver Graupners lyd- og lysstyringsmoduler, og det er – ligesom Servonaut – tysk kvalitet.

Modulerne er dog mere alsidige, og de kan programmeres af brugeren, således at lyden passer til den valgte model lastbil, ligesom lysstyringen også kan programmeres.

Programmeringen foregår ved brug af det medfølgende software (til Windows), og selve opsætningen gemmes på et micro-SD-kort, der efterfølgende indsættes i lydmodulet. Lydmodulet kan fx opsættes til at afspille musik, hvis du ønsker.

Fungerer særdeles fint sammen med 2,4 GHz radioanlæg og er forberedt til radioanlæg med Nautic-moduler (fx Graupner MC-20 og Graupner MC-32) for yderligere lys-kanaler.

Endvidere findes der et IR-lysmodul, som er meget anvendeligt til at styre lyset på traileren. Ved hjælp af infrarødt lys overføres op til 12 kanaler med lys fra lastbilen til traileren. Herudover er der 4 selvstændige kanaler, som du valgfrit kan bruge på traileren, samt 2 servo-kanaler (velegnet til fx tip-motor på en tip-trailer).

Modulet er rigtigt godt og meget billigere end Tamiya og Servonaut.

Lys

Med Tamiya’s MFC-01 får du alle lamper (LED) og ledninger færdiglavet. Det hele kan installeres på ca. 1-2 timer.

Med de øvrige moduler skal du selv lave lyset ved at bruge Ø5 og Ø3 mm LED samt tynde ledninger. Det kræver, at du kan bruge en loddekolbe, og kan kende forskel på plus og minus. Installation af egne LED m.m. tager typisk nogle timer.

Alternativt kan du til de fleste europæiske lastbiler købe færdige print med LED og ledning til at indsætte i modellen. En lidt dyrere, men meget nemmere løsning. Print fås til både for- og bag-lys.

Servo til skammelen

Monterer du en servo til at åbne og lukke skammelen, kan du koble trailer af og på. Du kan bruge en mini- eller en standard-servo.

Husk at lave støttebenene elektriske, så du kan hæve eller sænke dem fra din radiostyring.

Rotorblink

Lige som lastbilerne ude i den virkelige verden, så skal modellastbilerne selvfølgelig også have rotorblink. De laves i dag så naturtro, at de virker på samme måde som deres forbillede. Antallet af rotorblink er helt op til dig, men start med 2 stk. på taget af førerhuset. De mere avancerede rotorblink kan også lave blitz-blink.

Rotorblink kræver et tænd/sluk-modul – fx Graupner SXM – hvis du ikke kan styre dem fra dit lyd- og lys-modul.

Fjernlys

Ud over kørelyset kan du også montere fjernlys på lastbilen. Det fås i mange forskellige udgaver. Fjernlys kræver et tænd/sluk-modul – fx Graupner SXM – hvis du ikke kan styre det fra dit lydmodul.

Arbejdslys

Ud over det almindelige lys kan du også montere arbejdslys på lastbilen. Det fås i mange forskellige udgaver. Arbejdslys kræver et tænd/sluk-modul – fx Graupner SXM – hvis du ikke kan styre det fra dit lydmodul.

Trailer

De fleste modellastbiler er af typen trækker. Så en trailer vil gøre det hele komplet. Hvilken type trailer, som du skal vælge, afhænger af dit behov.

Hvis du vil til- og afkoble din trailer, skal du have et IR-modul eller en ekstra radiomodtager samt batteri monteret på traileren.

Har du et IR-modul eller en ekstra radiomodtager på din trailer, kan du også hæve og sænke støttebenene trådløst. El-diagram til styring af støtteben.

Med en tiptrailer kan du køre jord, og den kan laves med radiostyret tiplad.

Med en gardintrailer kan du køre med stykgods, og har du en gaffeltruck, kan du læsse og losse traileren. Gardinerne kan laves, så de kan åbnes og lukkes fra radiostyringen.

Med en køletrailer kan du køre med stykgods og med sodavand; der kan stå 2 six-packs i Tamiyas køletrailer. Monterer du en blæser fra en gammel PC i køletraileren, så har du hele tiden kolde sodavand.

Med en blokvogn kan du transportere en masse tunge maskiner; gravemaskiner, kampvogne og andet. Ramperne på en blokvogn kan modificeres, så de kan åbnes og lukkes via radiostyringen.