En smartere styring
Slæbebåde er ofte udstyret med 2 motorer og 2 ror.
Ved sejlads på åbent vand er det normalt at begge motorer kører synkront og rorene skal også være synkrone.
Styringen af motorer foregår på venstre joystick (frem/tilbage) og rorene på højre joystick (højre/venstre).
Ved havnemanøvrer og slæb af andet skib, vil det være en god ide at have individuel kontrol over hver motor og hvert ror:
- Bagbord motor styres med venstre joystick (frem/tilbage) og styrbord motor med højre joystick (frem/tilbage).
- Bagbord ror styres med venstre joystick (højre/venstre) og styrbord ror med højre joystick (højre/venstre).
For at ovenstående kan lade sig gøre, skal hver motor styres af sin egen fartregulator og hvert ror skal styres af sin egen servo.
Den klassiske løsning
Den typiske fremgangsmåde er at mikse de to motorkanaler sammen og definere om mikset skal være aktivt/in-aktivt ved brug af en 2-vejs vippekontakt. Tilsvarende for rorene.
Ulempen er dog, at når funktionen med synkron styring er aktiv, så kan styrbord motor stadig styres med højre joystick. Og tilsvarende for bagbord ror. Det kan give nogle uheldige situationer.
Den rigtige løsning
Den rigtige løsning er selvfølgelig, at styrbord motor og bagbord ror ikke kan styres med joystickene, når funktionen er aktiv.
For at løse problemet, skal der stadig laves et miks af kanalerne og derudover skal styrbord motor og bagbord ror gøres in-aktive, når funktionen med synkron styring er aktiv.
Herunder vises fremgangsmåden. Bemærk, at modellen skal være defineret som „Mode 2‟ – dvs. Gaskanalen er kanal 1 og Ror er kanal 2.
I hovedbilledet herunder er modellen „Smit Denmark‟ oprettet.
Det er en slæbebåd med 2 motorer og 2 ror, som skal kunne styres som beskrevet ovenfor.
Tryk på Menu.
Navngivning af kanaler
Generelt er det altid en god ide at starte med at navngive kanalerne, der skal bruges til modellen.
Tryk på Control Set.
Kanal 1 omdøbes fra Throttle til BB Motor.
Kanal 2 omdøbes fra Steering til SB Ror.
Kanal 3 omdøbes fra (3) til SB Motor.
Kanal 4 omdøbes fra (4) til BB Ror.
Derefter ændres navnene i Servo Set, så de servoerne får samme navne som kanalerne i Control Set.
Oprettelse af miks-funktionerne
Nu skal mikset defineres. I hovedmenuen trykkes på kategorien Function.
I menuen vælges Free Mixers.
Tryk på plus-symbolet (+) for at oprette mikset.
For at gøre det nemt at holde styr på tingene, skal mikset navngives. Tryk på navnet for at rette det.
Tryk på Blyanten og ret navnet til fx „Motorer‟ og godkend indtastningen.
Da modellen i radiosenderen er defineret som „Mode 2‟, er det bagbord motor der skal kontrollere styrbord motor og derved vil motorer køre synkront, når mikset er aktivt.
I kolonnen From trykkes der på de 3 streger og bagbord motor vælges. I kolonnen To trykkes der på de 3 streger og styrbord motor vælges. Det samme gøres med rorene. Bemærk at for rorene er det modsat af motorerne.
Da mikset skal kunne tændes og slukkes, skal der tilknyttes en 2-vejs vippekontakt til mikset. På selve radiosenderen er der øverst til venstre i panelet med vippekontakter en 2-vejs kontakt på plads nr. 4.
Klik på de 3 prikker i cirklen længst til højre på skærmbilledet.
Billedet herover viser, hvordan mikset skal fungere, og den diagonale blå streg viser, at hvis bagbord motor får 20% udslag, så vil styrbord motor også få 20% udslag.
Længst til højre på skærmbilledet er der 2 faneblade – Basic og Value. Tryk på Value.
Nederst til højre findes feltet Control, som bruges til at tilknytte en vippekontakt. Tryk på de 3 streger.
På radiosenderen vippes kontakten.
I billedet vises, at SW4 er valgt som den vippekontakt, der styrer mikset. Til venstre for SW4 findes feltet Action, og symbolet viser, at kontakten er aktiv.
Som kontrol på at mikset virker, kan du kalde servo-oversigten frem.
Er mikset aktivt, skal udslag på venstre joystick (bagbord motor) også give udslag på styrbord motor som vist billedet herunder.
Næste trin er at oprette endnu et miks, som gør det samme for rorene. Husk at sætte vippekontakten i OFF (inaktiv) inden du fortsætter.
Kontrollér, at rorudslag er synkrone ved at kalde servo-oversigten frem og lav udslag på højre joystick.
Selvom mikset er aktivt, vil du stadig kunne styre styrbord motor på højre joystick og bagbord ror på venstre joystick. Det skal nu ændres.
I hovedmenuen vælges kategorien Base.
og her vælges Q/R Expo.
Der skal oprettes 2 stk. Q/R Expo – en for styrbord motor og en for bagbord ror. De skal også navngives, hvilket sker automatisk.
Tryk på plus-symbolet (+) og i menuen vælges den første af de 2 kanaler.
Gentag for den anden kanal.
Når mikset er aktivt, skal de 2 kanaler ingenting gøre.
Tryk på cirklen med de 3 prikker ud for SB Motor.
Den blå diagonale linje skal være vandret, når mikset er aktivt. Først skal Q/R Expo for denne kanal kobles sammen med vippekontakten, der styrer mikset. Sørg for at vippekontakten er OFF, inden du fortsætter.
Vælg i skærmbilledets højre side fanebladet Q/R EXPO.
Styrbord motor er placeret på kanal 3, så tryk på de 3 streger ud for kanal 3. Vip den samme kontakt, som styrer mikset.
Nu kommer dét, som kan være lidt svært.
Sørg for at vippekontakten er aktiv.
Tryk på fanebladet Value.
Der er 2 felter, som skal have ændret deres værdier – Rate – og Rate +. Tryk på det første felt.
Ved at bruge piltasterne i bunden af skærmen sættes værdien til nul. Hvis det går for langsomt, kan du tage fat i den lille gule bjælke helt ude til venstre på skærmen. Brug piltasterne til at finjustere til præcis nul.
Gentag for det næste felt.
Som kontrol kan du vippe kontakten til OFF, og den lyseblå streg bliver skrå (diagonal) igen.
Gentag proceduren for bagbord ror.
TIP! Inden du retter værdien i felterne, kan du trykke på kæde-symbolet i bunden af skærmen – så rettes værdierne i begge felter samtidigt.
Du er nu færdig!